søndag den 25. juni 2017

næsten for sent

Hver juni laver jeg marmelade, eller måske er kompot en mere rammende betegnelse, af grønne stikkelsbær og hyldeblomster, og hver juni kommer jeg næsten for sent ud af starthullerne. Blomsterne skal nemlig være friske og stikkelsbærrene grønne. Ellers mister marmeladen sin helt utroligt friske, let syrlige smag og får en kedelig gul farve i stedet for den ønskede, mere limegrønne farve. I år nåede jeg det lige - den blev helt perfekt.


Hyldeblomstdrik laver jeg også jævnligt, men ikke nødvendigvis hvert år. I år valgte jeg at bruge blomster af den mørke hyld for at opnå den fine, røde farve.



Marmeladeopskriften har jeg i sin tid fået af min mor, som tilhørte årgang 1908. Som ung kvinde, før hun blev gift og fik 8 børn, havde hun et ophold på Rødding Højskole, hvor produktionen af god mad og ikke mindst brugen af grøntsager var i højsædet på sommerkurset for kvinder, og jeg mener, at opskriften stammer derfra. Den kommer her i al sin enkelhed:

1/2 kg grønne stikkelsbær
1/2 kg sukker
4 hyldeblomster
2 dl vand

Stikkelsbærrene skylles og nippes og bringes langsomt i kog under låg sammen med sukker og vand.
Tag låget af og lad det lige koge igennem. Drys hyldeblomster i og lad det simre i nogle få minutter.
Fordi bærrene er grønne, er det unødvendigt at tilsætte geleringsmiddel.
Jeg bryder mig ikke om hele stikkelsbær i marmeladen. Derfor findeler jeg dem med stavblenderen, når de har kogt, ligesom jeg også klipper de fleste stængler af hyldeblomsterne, inden jeg drysser dem i gryden.
I dag undgår vi jo helst at bruge sukker i store mængder i madlavningen, og set i det perspektiv er opskriften nok ikke supermoderne. Det kan jeg nu ikke tage mig af -  smagen er bare himmelsk!

Opskriften inspirerede mig til at gå i gemmerne, hvor jeg fandt elevbilledet fra Rødding Højskole sommeren 1929. Forlægget er ca 1,5 x 1 cm, og i betragtning af det er jeg fint tilfreds med resulatet.

fredag den 23. juni 2017

Spredt fægtning på en overskyet fredag

Der er så mange motiver derude, at jeg på det nærmeste føler mig handlingslammet. Det første motiv passerer jeg dog forbi mange gange hver dag, så det valg var let. Det er hot chocolate, der hviler hovedet på en dværg koreagran.

Meconopsis napaulensis viste sig at få hvide blomster; dvs. de er nok snarere cremefarvede, især når de sammenlignes med den hvide betonicifolia.



Her er Søren med helt fremme i feltet af hippe planter med sin flotte, gule skærmplante, som såmænd er en pastinak fra sidste år. Det er hans frøforråd til næste år, og han kunne også fortælle, at den bliver vurederet som invasiv.

Glæden var stor, da jeg i år fandt et udvalg af inkaliljer, idet jeg i en årrække havde sådan en  som krukkeplante. Den flotte knoldbegonie røg med i købet - sådan en type har jeg aldrig før set.

Hjørnet herunder er et forholdsvis nyt tiltag med den sjove tobakspibeplante/ aristolochia macrophylla som baggrundsplante.


 Det lille træ er magnolia "Maryland", en krydsning mellem de to stedsegrønne grandiflora og virginiana, som måske kan overvintre uden beskyttelse. Plantestedet er derfor  omhyggeligt udvalgt og er vestvendt med sol fra syd og med masser af læ.

Maryland har klaret sin første vinter med flyvende faner. I det tidlige forår så den lidt medtaget ud, men det skyldtes tilsyneladende, at den udskifter alle bladene. Herunder ses både nye og et enkelt gammelt blad.

Skrå overfor boltrer multiflora sig i læhegnet i kærlig omfavnelse med en syren. Oven på 22mm regn er den blevet virkelig tung.


Lykkefund kan det samme stunt og dufter lige så berusende, men er lidt bagefter i blomstringen.


Hovsa, jeg var lige ved at glemme kæmpeærenpris - fascination, gætter jeg på.

tirsdag den 20. juni 2017

Pæoner og roser fører sig voldsomt og vidunderligt frem for tiden, men der er også mange andre smukke blomster og planter, og dem har jeg forsøgt ar holde fokus på i dag
Lilium martagon albiflorum , Claude Shride og  Mrs. R.O. Backhouse,




ukendt lilje

Abies koreana 'Kohouts Icebreaker' fyldt af nye skud.

Gladiolus byzantinus har overlevet ude i haven og trives endda rigtig godt

Kalmiablomster og kalmiaknopper tager man ikke fejl af, når man først én gang har set dem.

Denne gøgeurt (dacthyloriza x grandis) er en mere kraftigtvoksende plante end de to arter, der har  krydset sig.

Denne ældgamle (ca 70 år) og aldrig omplantede silkepæon med geranium patricia i baggrunden måtte alligevel med i dagens indlæg - den er måske afblomstret næste gang, 

torsdag den 15. juni 2017

en stille og overskyet junidag

Det er sådan en lise både for ører og øjne og planter, at blæsten er har lagt sig, men det holder sikkert ikke ret længe.
Jeg nøjes med navnene i dag - ellers ville det nok blive temmelig trivielt at læse fin, fantastisk, uundværlig, smuk, imponerende, og hvad har vi, i en uendelighed, for det er de altså allesammen.

podophyllum x spotty dotty

gillenia trifoliata/ sommerfugleblomst

campanula sarastro


amsonia blue ice

lilium pomponium

kæmpehavre/ stipa gigantea


constance spry


styrax japonica/ japansk sneklokke


tirsdag den 13. juni 2017

om bloglivets glæder og en del om stewartia

I lørdags havde vi inviteret til blogtræf og fik en forrygende eftermiddag i selskab med otte hyggelige, haveglade og havekyndige mennesker, Selv vejrguderne opførte sig eksemplarisk, så vi kunne ikke have drømt om en bedre eftermiddag.
 Lilium macliniaea og gøgeurt/ dactylorhiza

Plantenavne svirrede i luften og blev jævnligt efterlyst, og ved denne aconitum kom jeg uhjælpeligt til kort; men så er det jo fedt, at bloggen har et plantearkiv, hvor man kan slå den slags op. Helt ærligt, hvem kan gå rundt og huske sådan et navn😏

aconitum lycoctonum subsp moldavicum

En anden af gæsterne var interesseret i artsnavnet på vores stewartia; men igen kom jeg til kort. Træet har vi haft henimod 30 år, og enten fik vi ikke artsnavnet at vide, eller også glemte vi det omgående, for dengang skulle vi jo bare have en stewartia og anede ikke en pind om, at der var flere arter at vælge imellem. 

På et tidspunkt forsøgte jeg at identificere arten vha internettet og konkluderede dengang, at det måtte være serrata pga træets tidlige blomstring, blomsternes kop- eller klokkeform og dets ret upåfaldende bark. men nu har jeg erfaret, at stammen på serrata exfolierer/ skaller af, og det har vi (eller rettere jeg) ikke observeret på vores træ.

Derfor har jeg ledt lidt videre og er standset op ved rostrata, bl.a. fordi Bjarne Dinesens billeder ligner vores træ rigtig meget - og så dog alligevel ikke, hvis man f.eks.sammenligner blomsternes bagside. Rostratas blomster lader desuden til at åbne sig mere op end på vores træ.

Tilbage  hos serrata besluttede jeg at give stammen på vores træ en omgang vask og skylning for at kunne tage barken i nærmere øjesyn, og hvad åbenbarede sig? Jo, især på sydvestsiden, som får mest lys og derfor ikke bliver voldsomt dækket af alger, er der tydelige afskalninger, hvilket selvfølgelig ikke overraskede Søren.

Konklusion (indtil  andet er bevist): vores træ er et stewartia serrata.
Et link til en artikel om stewartia

'Vi tog en berberis med,' sagde to af gæsterne og forærede os en hjemmelavet diphylleia sinensis/ paraplyblad.  De kigger vist ind på Hortofilia engang imellem 😀  Rigtig god bloghumor!

dicksonia fibrosa
Et andet par forærede os denne flotte bregne, som med tiden udvikler en stamme og derfor kaldes træbregne. Den bliver det spændende at følge.
Dagens mærkeligste plante var dog denne Bowiea / knoldasparges, som jeg aldrig har set før. Umiddelbart troede jeg, at løget var en kunstig dekoration; men alle stænglerne vokser rent faktisk op af toppen af løget, som med tiden fornyr sig selv.  Den skal stå i bryggersvinduet og skabe godt humør, hver gang vi går forbi den.