søndag den 15. oktober 2017

Lidt søndagsguf

I dag kan man endelig se, hvad Barcarole har at byde på, når den er bedst - den har ellers ikke blomstret ret meget i 2017. Græsset i baggrunden er sølvaks/ stipa calamagrostis.

Mælkeklokke/ campanula lactiflora Loddon Anne er en smuk staude, men vælter altid. Derfor klippede jeg den totredjedele tilbage omkring starten af juni. Det hjalp dog ikke meget. Den væltede stadigvæk, var blot lidt lavere. I desperation klippede jeg den derefter helt til jorden, og nu står den med en nydelig blomstring i ca 80 cms højde.

Anemone x pradesh har jeg før vist på bloggen med stor fornøjelse. I dag er det dens lange blomstring, der imponerer mig Jeg har læst, at den som krydsning er steril og derfor skal formeres enten ved deling eller stiklinger. Min vigtigste opgave er dog først og fremmest at få den til at overleve vores fugtige vintervejr.

Oxalis vericolor sprang over blomstringen sidste år, fordi jeg glemte at tage den frem i lyset i tide. I år gjorde jeg den klar og begyndte at vande den i august. Den er lidt løs i væksten i vores vindue, sikkert fordi den får for lidt lys - den stammer nemlig fra Sydafrika ligesom massoniorum, der ses nedenfor. De ligner hinanden og er alligevel meget forskellige, synes jeg.


Jeg er så småt begyndt at sætte nogle af de planter i drivhuset, som skal overvintre der, f.eks. pelargonium schottii, og det ser ud, som om den nyder at komme væk fra det våde vejr. Den var begyndt at se lidt forhutlet ud.

Nerine Marnie Rogerson  nåede lige at springe ud, før krukkerne bliver samlet indenfor.

Den sidste plante er jeg muligvis den eneste, der synes er guf. Det er en lang og ranglet storkonval med navnet polygonatum zanlanscianense. Jeg har draperet den henover et lille, selvsået egetræ; men den kan nå en del højere op.

                       

torsdag den 12. oktober 2017

jeg giver op

De seneste dage har jeg villet lave et indlæg om det, der blomstrer i haven her midt i oktober; men i samme øjeblik jeg griber kameraet, begynder det at øsregne - det slår simpelthen ikke fejl. Derfor bliver dagens indlæg lidt i øst og vest alt efter, hvad jeg nu har fået med inden døre.

Disse to små høststenbræk/ saxifraga fortunei er alpine planter, som nok i virkeligheden passer bedre i et stenbed end et staudebed.


Hortensierne overser man ikke, og de er bestemt ikke blevet mindre iøjnefaldende nu, hvor blomsterne antager alle mulige nuancer af det blålilla.

Rosernes blomstring er i grunden utroligt lang. Munstead Woods blomstring beskrives som varende fra juni til langt ud på efteråret, og det er jo ikke spor overdrevet.

Pat Austin, Graham Thomas og Troika blomstrer også flittigt.



Sweet pretty sammen med oktoberstormhat

I næste uge må planterne på stenbænken nok vige pladsen til fordel for græskarhoveder.

Indkørslen

Søjletaksen er vi ikke helt enige om. Jeg synes, den bør skæres tilbage; men set fra denne vinkel passer højden rimeligt godt til omgivelserne, må jeg nok indrømme.

Kinesertræet/ koelreutia står sådan, at jeg kan fotografrere det fra havedøren i køkkenet. Sidste år mener jeg, det smed bladene, før de nåede at få efterårsfarver.

Actaea pachypoda har allerede stået længe med sine iøjnefaldende frugtstande. Som jeg husker det, bliver en del af dem hængende, indtil frosten gør det af med dem.

søndag den 8. oktober 2017

dyrke overraskelser i haven

- kan man vel ikke ligefrem; men i hvert fald kan man godt selv sørge for, at de forskellige årstider har noget afvekslende at byde på, og nogle gange kan gode, gamle kendinge heldigvis pludselig vise sig fra en ny og uventet side. For eksempel  læste jeg for et par dage siden  dette indlæg på Mumihaven, hvilket fluks sendte mig en tur om i skovhaven.

For lige til højre for buen i bøgehækken vokser vores akebia quinata, som efterhånden er en del år gammel og blomstrer flittigt hvert år. Og minsandten om ikke der hang en frugt på størrelse med et gåseæg nærmest lige oven over hovedet på os, når vi går forbi på stien. 

Nu er vi spændt på, om frugten lukker sig op ligesom den i Mumihaven.

Frugten er en ekstra bonus, for det er først og fremmest på grund af de smukke blomster i april-maj, at vi har planten.

Da jeg forleden formiddag inspicerede min frøafdeling, var der noget uventet blåt, der fangede mit blik.

Det viste sig at være den blå kløver/ parochetus communis, som havde sendt nogle ranker om på bagsiden af raftehegnet. Det er altid interessant at følge en ny plantes særheder, og jeg var ikke klar over, at kløveren nærmest bliver til en hængeplante, når den kommer lidt i vejret.


Overraskende synes jeg også, det er, at klokkeranken nu udelukkende blomstrer på nordsiden, mens sydsiden kun består af efterårsfarvede blade.
                            

Hvert efterår forbløffes vi, når vi går forbi den store buskvedbend/ hedera helix arborea og både hører og ser det mylder, der er af alle mulige, forskellige slags fluer. Blomsten er ganske uanselig, men må udsende en duft, der har en enorm tiltrækning på insekterne.



Den sidste overraskelse leverede Postnord i form af en mystisk lasagneæske med mit navn. Indholdet viste sig at være denne lille knold omhyggeligt pakket ind i fugtigt spagnummos. Det er et halvt år siden, at jeg forsøgte at bestille den, men forgæves, gik jeg ud fra, da jeg ingenting hørte tilbage, så jeg blev bestemt glædeligt overrasket.

Den skulle gerne udvikle sig til en dekorativ, ganske lav trillium (decumbens). Den beskrives som en omend sjælden så dog robust haveplante; men jeg har alligevel bestemt, at den skal starte i en potte.

tirsdag den 3. oktober 2017

bygevejr

 -er det udtryk, jeg foretrækker at bruge om vores vejr for tiden. Regnvejr er simpelthen for deprimerende, og ind imellem skinner solen da også. Vi har gudskelov ikke været i nærheden af de mængder regn, der er faldet i det sydlige Norge.

Campanula blue octopus har set ud, som om den var døden nær, men nu har den taget sig sammen og er begyndt at blomstre lidt. Jeg kan godt lide dens lavendelblå farve og den specielle form.

Penstemon Raven har jeg kigget an i løbet af sommeren. Blomsterne er smukke, men planten som sådan er lidt kedelig i mine øjne. Eden rose imponerer i år med mange flotte blomster på trods af al regnen. De har det ellers med at rådne i fugtigt vejr.
                                  
På cornus kousa China Girl hænger der stadigvæk en del af dens spændende frugter.

Den eneste af vores hortensier, der står i surbund, er også den eneste med røde blomster - mystisk.

Adagio er et forholdsvis lavt elefantgræs. Lige nu er aksene gyldne, men bliver snart hvide.

 Kinesertræ/ koelreutia med begyndende efterårsfarver.

Staudesolsikke helianthus Lemon Queen i selskab med græsser.

Glasbær / callicarpa

Oxalis massoniorum er ikke hårdfør, så den står i drivhuset og er lige sprunget ud - den stammer nemlig fra Sydafrika. I mine øjne et lille mesterværk med sine røde stilke og røde knopper.

lørdag den 30. september 2017

Det er interessant at følge, hvor forskelligt træerne reagerer på efteråret. Hjertetræet starter med at bliver gult, og de nedfaldende blade begynder at dufte. Nogle af bladene lægger sig på den mørke hyld som dekoration.

Den lille guldlærk/pseudolarix følger samme opskrift, men dufter dog ikke.

Benved har først smidt frugterne og er godt i gang med også at tabe bladene.


Hanesporetjørnen smed derimod bladene først og står nu med masser af bær.

Leucosceptrum japonicum 'Golden Angel'/ Japansk Buskmynte - navnet har jeg hentet hos Thyboesminde, for personligt tænker jeg altid på den som "den der staude med de gule blade og det umulige navn".  Dens blade går fra gult til grønt, nu hvor andres går den modsatte vej. 

Chelonopsis (= duehovedlignende) blomstrer utroligt sent og har en uvane med at putte blomsterne om bag ved bladene, men er også en køn bladplante.

Jeg har tidligere vist klokkepileurt/persicaria campanulata; men gør det igen, fordi jeg lige har læst et par steder, at man især har den pga bladene. Jeg synes tværtimod også, at blomsternes små klokker er dekorative.

Podophyllum Spotty Dotty er lige så nydelig i dag som om foråret. Jeg fjerner de ældste og mest slidte blade, og så er den fin igen.


Gyldenlakken Erysimum cheiri 'Bowles Mauve'  er en lille succeshistorie. Jeg købte den for en slik sidste år i juli, hvor den så træt og forgroet ud, klippede den tilbage og nød dens blomstring, hvorefter jeg i oktober smed den på komposten  Lang tid senere opdagede jeg tilfældigvis, at den havde dannet nye knopper, så den kom i en potte og blev placeret i bunden af drivhuset, og her startede den sin blomstring i februar måned. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange siden jeg har klippet blomsterstænglerne ned til et nyt skud og dermed sat skub i endnu en ny blomstring.

Creme de Cassis er en ny dahlia i år , som lige er begyndt at blomstre. Den skal i hvert fald gemmes til næste år.